Hexadecimal er en måde at repræsentere binære data på i menneskelig læsbar form. Det blev udviklet i det 19. århundrede for at give computere mulighed for at lagre store mængder information.

Du kan bruge hexadecimal til at konvertere mellem decimale og binære værdier. For eksempel vil konvertering af 10011011001010 til hexadecimal resultere i 0x4F. Dette betyder, at værdien 4F repræsenterer det binære tal 100110110010110.

I matematik og datalogi er hexadecimal (også grundtal 16 eller hex) et positionstal med en radix eller base på 16. Det bruger seksten forskellige symboler, oftest symbolerne 0-9 til at repræsentere værdier nul til ni, og A, B, C, D, E, F (eller alternativt a–f) for at repræsentere værdier ti til femten. For eksempel er det hexadecimale tal 2AF3 lig, i decimal, med (2 × 163) + (10 × 162) + (15 × 161) + (3 × 160) eller 10.995.

Hvert hexadecimalt ciffer repræsenterer fire binære cifre (bits) (også kaldet en "nibble"), og den primære brug af hexadecimal notation er som en menneskevenlig repræsentation af binært kodede værdier i computere og digital elektronik. For eksempel kan byteværdier variere fra 0 til 255 (decimal), men kan være mere bekvemt repræsenteret som to hexadecimale cifre i området 00 til FF. Hexadecimal bruges også almindeligvis til at repræsentere computerhukommelsesadresser.

Hex er en forkortelse af Hexadecimal, som er baseret på en base -16 struktur og bruges til at forenkle, hvordan instruktioner til computere er repræsenteret. Dette talsystem med 16 symboler blev udviklet som et middel til at forhindre et 8-bit binært tal, så data nemt kan kodes ind i computere. Det kan indprintes og skrives ved hjælp af to forskellige hex-cifre, hvor hvert hex-ciffer viser en nibble eller måske et 4-bit-format.

Dette talsystem bruger 16 symboler, der er repræsenteret i et område fra 0-9 eller AF. 0-9 repræsenterer tal op til ni, mens AF er repræsenteret af numeriske 10-15. Sammenlignet med de tre andre typer talsystemer anses det hexadecimale talsystem for at være det mest effektive.